Tatoveringens historie – fra oldtid til nutid

Tatovering har ikke ét enkelt ophav

Der findes ikke et sted eller et årstal, hvor tatovering blev opfundet. Praksissen optræder uafhængigt i flere dele af verden, og de ældste spor, vi kender, er begrænset af, hvor huden tilfældigvis er bevaret — ikke af, hvor praksissen faktisk fandtes.

Derfor er et overblik som dette altid foreløbigt. Nye fund og nye analysemetoder kan flytte billedet, og formuleringer som „blandt de ældste bevarede“ er mere holdbare end „de første“.

Hvad tæller som historisk dokumentation?

Fire slags materiale bruges typisk, og de siger ikke det samme. At holde dem adskilt er forskellen mellem historie og fortælling.

• Bevaret menneskehud: det eneste, der direkte viser en tatovering
• Redskaber og pigmentrester: viser mulig teknik, men kræver dokumenteret funktion
• Billeder, figurer og skriftlige kilder: viser, hvordan andre fremstillede praksissen
• Forskeres fortolkning: forklarer materialet, men er ikke selve materialet

Ötzi og nogle af de ældste bevarede tatoveringer

Ismanden Ötzi, fundet i Alperne, bærer nogle af de ældste bevarede tatoveringer på menneskehud. En systematisk kortlægning med multispektral billeddannelse, offentliggjort af Samadelli m.fl. i Journal of Cultural Heritage, dokumenterede i alt 61 markeringer fordelt på kroppen.

Det er markeringernes antal og placering, der er dokumenteret. Deres præcise formål er ikke sikkert fastslået. Der er fremsat forklaringer om behandling af smertepunkter, og de diskuteres fortsat — men de er fortolkninger, ikke et afgjort resultat, og de bør ikke gengives som fakta.

Ötzis markeringer er heller ikke verdens allerførste tatoveringer. De er de ældste, vi har bevaret i den form.

• De ældste kendte tatoverede mennesker

Figurative tatoveringer på Gebelein-mumierne

To prædynastiske egyptiske mumier fra Gebelein, i British Museums samling, blev undersøgt med infrarød billeddannelse. Friedman m.fl. offentliggjorde i Journal of Archaeological Science resultatet: figurative tatoveringer på huden — blandt de tidligste kendte eksempler på figurativ tatovering, altså motiver frem for streger og punkter.

Det er de konkrete markeringer på to individer, der er dokumenteret. Fundet er ikke bevis for én universel egyptisk betydning og siger ikke, at alle egyptere, bestemte præstinder eller bestemte grupper var tatoverede.

Tatovering i forskellige oldtidssamfund

Spor efter permanent kropsmarkering kendes fra flere oldtidssamfund, og både former og sammenhænge varierer. Nogle steder er huden bevaret; andre steder findes kun billeder eller omtaler, og de to slags belæg har forskellig vægt.

Fælles er, at betydningen ikke kan overføres fra ét samfund til et andet. Det samme visuelle element kan have haft vidt forskellig funktion afhængigt af tid, sted og sammenhæng — og i mange tilfælde kender vi slet ikke funktionen.

Levende tatoveringstraditioner i Polynesien

Polynesien er ikke én kultur. Traditionerne i for eksempel Samoa, Aotearoa/New Zealand, Hawai'i og Marquesas-øerne er forskellige, har hver deres redskaber, praksis og regler, og flere af dem er levende i dag.

Samoansk tatau beskrives af Australian Museum som en kulturspecifik tradition med sine egne roller, ceremonier og sociale rammer. Den kan ikke reduceres til en liste over motiver med universelle betydninger, og den er ikke primært interessant som forløber for vestlig tatovering.

Traditionerne har levende kulturelt ejerskab. Det er en væsentlig grund til at være varsom med at overtage motiver, som knytter sig til en bestemt kultur og til bestemte menneskers ret til at bære dem.

• Tatovering rundt om i verden

Tatovering, møder og magt i europæiske kilder

En stor del af det, europæiske kilder skrev om tatovering, opstod i mødet med andre samfund — ofte i rejseberetninger og koloniale sammenhænge. De tekster er derfor lige så meget kilder til forfatternes blik som til den praksis, de beskriver.

Ordet „tattoo“ kom ind i europæiske sprog i 1700-tallet efter Stillehavsrejser og bygger på polynesiske ord som det samoanske tatau. Ordets vej ind i engelsk fortæller om et kulturmøde — ikke om, at praksissen først opstod dér.

Hvad ved vi om tatovering i vikingetiden?

Kort sagt: ikke nok til at svare. Der er ingen bevaret tatoveret hud fra vikingetidens Skandinavien, og den mest citerede skriftlige kilde er Ibn Fadlans beskrivelse af en gruppe, han kaldte de Rūs, ved Volga i 900-tallet. Både gruppens identitet og oversættelsen af formuleringerne er omdiskuteret.

Spørgsmålet fylder så meget i moderne tattookultur, at det har sin egen side her på sitet.

• Havde vikingerne tatoveringer?

Sømænd, havnebyer og vestlig tattoohistorie

I 1800-tallet blev tatovering i Europa og Nordamerika tydeligt knyttet til havnebyer, søfart og militær. Studier lå, hvor folk kom igennem, og motivrepertoiret blev formet af det miljø.

Det er en vigtig del af vestlig tattoohistorie, men det er ikke tatoveringens historie som sådan. Samtidig fortsatte helt andre traditioner andre steder i verden, uafhængigt af den udvikling.

Fra håndredskab til elektrisk tattoomaskine

I århundreder blev tatoveringer lavet med håndredskaber, og flere håndbaserede teknikker bruges stadig. Sidst i 1800-tallet kom en elektrisk mekanik ind i billedet: Samuel F. O'Reilly fik i 1891 amerikansk patent på en elektrisk tattoomaskine, med princippet i Thomas Edisons elektriske pen fra 1876 som forudsætning.

Patentforløbet, hvad dokumentet faktisk beskriver, og hvad det ikke beskriver, gennemgås på sin egen side.

• Verdens første elektriske tattoomaskine

Tatovering i det 20. og 21. århundrede

Gennem 1900-tallet ændrede tatoveringens plads sig flere gange og forskelligt fra land til land: hvem der lod sig tatovere, hvilke stilarter der voksede frem, hvordan studier blev drevet, og hvordan lovgivning og hygiejnekrav udviklede sig.

Det er ikke en enkel bevægelse fra tabu til kunst, og heller ikke en udvikling fra primitiv til avanceret. Håndværk, ambitionsniveau og betydning har eksisteret i alle perioder; det er teknikken, konteksten og synligheden, der har flyttet sig.

• Ti tatoveringsstilarter og forskellene på dem

Historie, identitet og motivvalg i dag

Historisk kontekst er brugbar, når du vælger et motiv, fordi den gør dig i stand til at sige, hvor motivet kommer fra, og hvad du selv lægger i det. Det er noget andet end at overtage en betydning, som en anden kultur eller en anden tid har haft.

Tattoo Mini er et tatoveringsstudie, ikke en historisk autoritet. Kilderne nederst er dem, der er brugt her, så du selv kan læse videre — og for dit eget motiv er den relevante samtale, hvad du vil have det til at betyde, og hvordan det bygges op.

• Design, mening og motivvalg
• Se alle Tattoo Minis guider