Vi har ingen sikre arkæologiske beviser for tatoveringer på mennesker fra vikingetidens Skandinavien. Ibn Fadlans beskrivelse af de Rūs ved Volga i 900-tallet omtaler kropslige mønstre eller markeringer, men hverken teksten eller oversættelsen afgør entydigt, om de var tatoverede.
Derfor er moderne vikingetatoveringer historisk inspirerede fortolkninger — ikke rekonstruktioner af dokumenterede tatoveringer. Det gør dem ikke mindre gennemtænkte, men det ændrer, hvad man ærligt kan sige om dem.
Det korte svar: Vi ved det ikke
Spørgsmålet „havde vikingerne tatoveringer?“ har ikke et dokumenteret ja eller nej. Der er ingen bevaret tatoveret hud fra vikingetidens Skandinavien, som kan afgøre sagen, og de skriftlige kilder til perioden er få, indirekte og skrevet af udenforstående.
Det, vi har, er én ofte citeret passage hos en arabisk rejsende, der beskrev en gruppe han kaldte de Rūs, plus en stor mængde senere fortolkning. Afstanden mellem de to ting er hele pointen på denne side.
Hvem var de Rūs, Ibn Fadlan beskrev?
„Vikinger“ bruges i dag bredt om skandinaver i perioden, men ordet dækkede oprindelig en aktivitet — at drage på vikingefærd — og ikke et folk. De fleste mennesker i vikingetidens Skandinavien var bønder og håndværkere, ikke søfarende krigere.
Ibn Fadlan var en arabisk udsending, der i 920'erne rejste mod nord og undervejs mødte en gruppe, han kaldte al-Rūsiyyah, ved Volga. Betegnelsen Rūs bruges i kilderne om grupper med sammensat baggrund langs de østlige handelsruter og kan ikke uden videre oversættes til „skandinaver“ eller til vikingetidens befolkning i Danmark og Norge.
Derfor gælder en beskrivelse af de Rūs ved Volga netop den gruppe, på det sted, på det tidspunkt — ikke hele Skandinavien.
Hvad siger den skriftlige kilde faktisk?
Ibn Fadlan beskriver de Rūs' udseende og nævner, at deres kroppe var dækket af mønstre eller figurer. Han skriver ikke, hvordan mønstrene var lavet, hvor længe de holdt, hvad de betød, eller hvem der bar dem.
Vi gengiver ikke passagen som et langt direkte citat, fordi netop ordvalget er omdiskuteret. Det, kilden med rimelighed understøtter, er, at en udenforstående iagttager i 900-tallet oplevede synlige mønstre på kroppene hos den gruppe, han mødte.
Hvorfor oversættelsen ikke afgør spørgsmålet
Teksten er overleveret på arabisk og skal både læses filologisk og forstås i sin egen sammenhæng. De ord, der ofte oversættes til „tatoveringer“, kan lige så rimeligt forstås som mønstre, figurer eller markeringer, uden at teknikken ligger fast.
Forskningen i teksten — blandt andet James E. Montgomerys gennemgang af Ibn Fadlan og de Rūs — understreger derfor forsigtighed på to niveauer: både hvem gruppen var, og hvad de enkelte formuleringer dækker. En permanent markering, en malet dekoration eller noget helt tredje er alle mulige læsninger.
Når en moderne artikel skriver, at Ibn Fadlan „beskrev tatoverede vikinger“, er det derfor en fortolkning, der er lagt oven på kilden.
Hvad mangler i de arkæologiske fund?
Tatoveringer kan kun dokumenteres arkæologisk, hvis huden er bevaret. Det kræver særlige forhold — udtørring, kulde eller mose — og den type bevaring af menneskehud kendes ikke fra vikingetidens Skandinavien i en form, der kan besvare spørgsmålet.
Der findes altså ikke ét fund, man kan pege på. Fraværet af beviser er ikke det samme som bevis for, at praksissen ikke fandtes; det betyder blot, at vi ikke kan afgøre det.
Kropsudsmykning er ikke det samme som tatovering
Vikingetiden har efterladt mange spor af, at udseende betød noget: dragtsmykker, perler, kamme, våben med dekoration og ornamentik i flere stilarter. Det dokumenterer, at man udsmykkede sig — men det dokumenterer ikke hududsmykning.
Fund kan kun bruges som dokumentation for den konkrete praksis, de viser. En kam viser hårpleje. En fibula viser dragt. Ingen af dem viser tatovering, heller ikke indirekte.
Kan vi sige noget om redskaber og pigment?
Nej. Der er ikke grundlag for at rekonstruere vikingetidens tatoveringsredskaber eller pigmentblandinger, for der er ikke dokumenteret nogen tatoveringspraksis at knytte dem til.
Det gælder også de genstande, der ofte optræder i populære fremstillinger. En nål, et fiskeben eller en torn får ikke en tatoveringsfunktion, fordi den kunne bruges sådan, og sod, kul eller fedt bliver ikke tatoveringsblæk, fordi de fandtes. En funktion skal dokumenteres direkte, ikke sandsynliggøres bagfra.
Kan vi kende vikingetidens tatoveringsmotiver?
Vi kan ikke sige, hvilke motiver der eventuelt blev båret på huden, hvor på kroppen de sad, eller hvordan de var opbygget. Der er heller ikke grundlag for at hævde, at det var mænd eller kvinder, der var tatoverede.
Lige så lidt kan vi sige, at eventuelle markeringer viste slægt, bedrifter, beskyttelse, krigerstatus eller tilknytning til bestemte guder. De forklaringer optræder i moderne fremstillinger, ikke i kilderne til perioden.
Vikingesymboler, der stammer fra senere tid
Flere symboler, der i dag markedsføres som vikingesymboler, er dokumenteret langt senere end vikingetiden. Vegvísir er kendt fra islandske håndskrifter fra nyere tid, flere hundrede år efter vikingetidens slutning, og bør derfor ikke kaldes et dokumenteret vikingesymbol.
Det gør ikke tegnet uinteressant — det har sin egen islandske overleveringshistorie. Men dateringen skal være rigtig, hvis man vælger et motiv, fordi det skal betyde noget bestemt historisk.
Andre motiver stammer fra 1800- og 1900-tallets billeddannelse af nordisk fortid eller fra nyere film, spil og serier. Det er moderne kultur, ikke vikingetid.
Moderne vikingetatoveringer som nutidig fortolkning
Nordisk-inspirerede tatoveringer kan være både gennemarbejdede og personlige. De henter typisk fra dokumenteret ornamentik, runeindskrifter, myter nedskrevet i middelalderen og nyere billedkultur — og sætter det sammen på ny.
Det er kreativ inspiration, og det er en helt legitim baggrund for et motiv. Det er blot ikke en autentisk kopi af vikingernes hududsmykning, for den kender vi ikke.
Sådan undersøger du et nordisk motiv
Et konkret eksempel: du finder tre motiver, du kan lide. Et dyreornament i en stil, der kendes fra dateret vikingetidsmateriale, er arkæologisk dokumenteret som ornamentik — men ikke som tatovering. Vegvísir er et senere islandsk håndskriftstegn. En hjelm med horn er en moderne fantasiforestilling uden belæg i fundene.
Alle tre kan blive en god tatovering. Forskellen ligger i, hvad du kan sige om dem bagefter.
- Hvor er motivet først dokumenteret — i et fund, i et håndskrift eller i nyere billedkultur?
- Hvilken periode og hvilket sted hører kilden til?
- Er betydningen overleveret, eller er den tilføjet senere?
- Er der levende kulturelt ejerskab, du bør tage hensyn til?
- Kan du beskrive motivet uden at kalde det noget, det ikke er?
Ofte stillede spørgsmål om vikinger og tatoveringer
Det ved vi ikke. Der er ingen sikre arkæologiske beviser for tatoveringer på mennesker fra vikingetidens Skandinavien, og de skriftlige kilder er få og indirekte. Spørgsmålet kan derfor ikke besvares med et dokumenteret ja eller nej.
Han beskrev en gruppe, han kaldte de Rūs, ved Volga i 900-tallet, og nævnte mønstre eller figurer på deres kroppe. Han skrev ikke, hvordan de var lavet, og betegnelsen Rūs dækker ikke hele Skandinavien. Både identifikationen og oversættelsen kræver forsigtighed.
Nej. Tatoveringer kan kun dokumenteres, hvis huden er bevaret, og der er ikke bevaret tatoveret menneskehud fra vikingetidens Skandinavien, som afgør spørgsmålet. Fund af smykker, kamme og ornamentik dokumenterer anden udsmykning, ikke tatovering.
Nej. Der er ikke grundlag for at sige, hvilke motiver der eventuelt blev båret, hvor de sad, hvem der bar dem, eller hvad de betød. Forklaringer om slægt, bedrifter, beskyttelse eller krigerstatus stammer fra moderne fremstillinger, ikke fra kilderne.
Nej. Vegvísir er dokumenteret i islandske håndskrifter fra langt senere tid end vikingetiden og bør derfor ikke kaldes et dokumenteret vikingesymbol. Tegnet har sin egen islandske overleveringshistorie, men den ligger flere hundrede år efter vikingetiden.
Ja. Nordisk-inspirerede motiver kan udformes som selvstændige designs med reference til dokumenteret ornamentik, runeindskrifter eller senere nordisk billedkultur. Det er en nutidig fortolkning frem for en rekonstruktion, og det bør beskrives sådan.